At sidde hos

Bøger om sorg, tab og savn i nyere nordisk litteratur.

Sorg har mange ansigter. Den kan opstå, når vi mister et menneske, men også når sygdom, psykisk sårbarhed eller andre voldsomme forandringer slår livet ud af kurs. I nyere nordisk litteratur har en række forfattere skrevet sig helt tæt på disse erfaringer og forsøgt at sætte ord på det, der nogle gange kan være næsten umuligt at udtrykke.

Her finder du romaner, digte, erindringer og personlige fortællinger om sorg og tab. Bøgerne undersøger både den akutte smerte og det liv, der fortsætter bagefter. De fortæller om døden og savnet, men også om kærligheden, minderne, relationerne og forsøget på at finde fodfæste i en forandret virkelighed.

Titlen At sidde hos peger samtidig på noget centralt i mange af fortællingerne: betydningen af ikke at stå alene. Litteraturen kan ikke fjerne sorgen, men den kan give den et sprog og skabe genkendelse. Den kan lade os møde andres erfaringer og måske gøre os lidt klogere på vores egne.

Blandt bøgerne finder du Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage af Naja Marie Aidt, Blomsterdalen af Niviaq Korneliussen, Tour de chambre af Tine Høeg og en lang række andre nordiske fortællinger, der nærmer sig sorg og tab fra forskellige steder.

Gå på opdagelse i bøger om sorg, tab og savn, og oplev hvordan litteraturen kan sætte ord på det, vi ellers kan have svært ved at sige.